Anmeldelser
Forfatteroversigt
Litteraturpriser

Nyt

Anmeld bøger
Sådan gør du
Anmelderne

Konkurrencer

Om Bogrummet.dk
Støtteforeningen
Kontakt
 

 
Brugernavn:
Password:
      
 

Site Meter

  
 
0
Giuseppe Tomasi di Lampedusa
 
Leoparden
Gyldendal, udg. 2004, 288 sider
 
Anmeldt af: Christian Møgeltoft
 
Kanoniseret som et hovedværk i italiensk litteratur, filmatiseret med selveste Skurk Lancaster i titelrollen, rost til skyerne i Thomas Harders kongeniale nyoversættelse... Forventningerne til "Leoparden" var høje, men tilbage står blot ærgrelsen over at have spildt et par dage i frustreret kedsomhed.

Den 50-årige patriark, don Fabrizio Corbera, Fyrste af Salina og en af Siciliens mægtigste mænd, indser med ophøjet ro, at adelens privilegier snart må vige for et samfund, hvor også andre klasser kommer til fadet. I 1860 består det italienske støvleland endnu af en række små kongedømmer, men skal snart samles i Kongeriget Italien, hvor en stilfærdig demokratiseringsproces er i gang. Fyrsten ved det og byder nøgternt de nye tider velkommen. "Hvis alt skal forblive, som det er, må alt ændres," som det hedder

I don Fabrizios våbenskjold indgår en leopard, og Fyrsten er da også stolt og egenrådig, omend en smule mere tandløs end det flotte rovdyr. Langt højere end sine syv børn og sin nervesvækkede kone elsker han nevøen Tancredi, der er en fremtidens mand. Tancredi forelsker sig uhjælpeligt i den underskønne Angelica og svigter dermed Fyrstens datter Concetta, der herefter må se en skæbne som bitter pebermø i øjnene.

"Leoparden" består af prægtige, sidelange, minutiøse beskrivelser af natur, haver, palazzoer, selskaber, klædedragter og mennesker i et landligt, siciliansk aristokrati. Handling er der ikke meget af, men det kunne de naturalistiske scenerier og den subtile humor til dels have dækket over og gjort bogen nogenlunde spiselig - som en slags italiensk Korsbæk - hvis det ikke var, fordi den røde tråd er en tonstung ironiseren over alt og alle.

"Det var et lidt dystert smykke, men det stemte nøje overens med tidens kirkegårdsagtige smag." Med 100 års bagklogskab sidder Lampedusa og hoverer over sine afdøde landsmænds sæder og skikke. For at slå sine pointer fast begår han konstant grove stilbrud ved at inddrage overlydsfly, Anden Verdenskrig og stakkels Freud, der kun lige var født dengang.

Stærkt irriterende er også Lampedusas alvidende forudsigelser om, hvordan det sidenhen skal gå hans personer, som han ikke selv bryder sig stort om: "... den sygdom, der tre år senere skulle forvandle hende til et ynkeligt vrag, var allerede virksom, men den lå skjult i hendes blods dyb."

Dog: Hatten af og 1 stjerne for Leopardens bevægende exit.

Originaltitel: Il gattopardo
 
Lagt på Bogrummet: 14-12-2011
 
 SØG I BOGRUMMET  
 
Titel  Forfatter
 

  NYE ANMELDELSER  
  Bent Haller 
 Indtil sommeren er forbi  
 
  Lotte Malene Ruby 
 Den anden Kamille - en ukærlighedshistorie  (ungdomsbog)  
 
  Alexander Söderberg 
 Den andalusiske ven  
 
  Sebastian Fitzek 
 Sjæleknuseren  
 
  Gert Nygårdshaug 
 Kimære  
 
  Judith Schalansky 
 Giraffens hals  
 
  Hanne Bech Hansen 
 Lasten